Cremet kantareller på brød
Cremet kantareller på brød – så behøver du intet andet.
Efteråret er måske nok lidt vådt og kold, og kan til tider virker tvist og kedeligt, men så er det godt at naturen kan give os kantareller til feks cremet kantareller på brød. Den lille svamp som pibler frem i skovbunden, og som kan være ganske svær at finde. Det er naturens guld.
Skal du købe svampene i butikken, får du virkelig lov at betale for dem, så hvis du har mod på en svampejagt, kan det godt betale sig.
Du kan bruge kantareller til mange ting, men min favorit er uden tvivl den helt klassiske mad med cremet kantareller på brød. Jeg får helt gåsehud når jeg sætter tænderne i sådan et stykke.

Gul eller tragt?
Jeg må indrømme at jeg ikke er den store svampejæger, men at jeg var så heldig at få foræret en kæmpe pose tragt-kantareller. Tragt- kantareller er lidt mørkere end den almindelige gule kantarel, og ikke lige så fin i smagen. Men siges at være nemmere at finde, da de vokser i et større omfang.
Brug de kantareller som du kan komme i nærheden af, men husk altid kun at spise de svampe du er helt sikker på ikke er giftige, hvis du slev finder dem i skoven.
2 pers.
- 3-400 g friske kantareller.
- 25 g smør
- 2 dl piskefløde
- 4 skiver ristet lyst brød
- Salt og peber
- Lidt persille til pynt
Fremgangsmåde:
- Børst alle svampene fri for jord og smuds.
- Rist 4 skiver lyst brød, og læg dem til side.
- Hak svampene groft, hvis de er meget store.
- Smelt smør på en pande, og kom svampene på.
- Steg svampene 5 min. og tilsæt så fløden.
- Lad fløden tykne mens du rør med jævne mellemrum.
- Når svampene er cremet, krydres med salt og peber.
- Fordel de cremet kantareller på de 4 stykker brød og pynt med hakket persille.
Velbekomme

Jeg er egentligt ikke særlig vild med titlen “blogger” – jeg er jo bare en foodie.
Jeg elsker mad, elsker at fordybe mig i processen og udvikle nye opskrifter.
Jeg nyder at smage nye retter, tage dem til mig, og udvikle dem til min egen.
Jeg håber du vil finde min blog inspirerende, og måske udvikle dine egne retter.