Hyldeblomstsaft
Hyldeblomstsaft er indbegrebet af sommer. Man kan så småt begynde at dufte de fine hvide hyldeblomster, på sin færden rundt om i naturen – det er for mig indbegrebet af sol og sommer.
Så når jeg ser hyldeblomster begynde at springe ud, skal årets høst af hyldeblomster til hyldeblomstsaft planlægges. Hvis forsommeren er meget varm og solrig skal man ikke vente for længe, for inden man ser sig om er hylden afblomstret.
Hyldeblomstsaft kan bruges til et utal af drinks og desserter hen over sommeren, og gemmer du lidt saft til de lange mørke vinteraftner, vil din sjæl takke dig.
Kom lidt hyldeblomstsaft i din danskvand med en skive citron og et par isterninger, eller pift en hvidvin op med en sjat saft. Du kan også komme hyldeblomstsaft i din gin & tonic, eller endda i kagedej eller glasur.
På tur i naturen
Når du skal på jagt efter hyldeblomster, er der lige et par ting du skal være opmærksom på.
-
Find et sted et godt stykke fra befærdet veje, på den måde er hyldeblomsterne ikke udsat for trafikos.
-
Tag de lange bukser på! Hyld står ofte i buskadser men brændenælder og tjørne.
-
Tag en saks og kurv med.
-
Pluk hyldeblomsterne først eller sidst på dagen, så slipper du for det værste kryb og kravl.
Hjemme igen
Kan du undgå for meget kravl og urenheder, behøver du ikke skylle skærmene når du kommer hjem, og bibeholder derved mest smag i blomsten.
Stilken på skærmene er bitter, og giver ikke en særlig behagelig smag til saften, så klip så meget af stilken så muligt.
Saften kan holde sig halvanden til 2 uger i køleskabet, især hvis du kommer din saft i atemon skyllede flasker. Saften egner sig godt til frysning, så du kan sagtens komme saften i plastikflasker eller isterningposer, og fryse det ned.
Ca. 3 L
- 45-50 skærme hyldeblomst
- 6 økologisk citroner
- 1 kg rørsukker
- 3 liter vand
Fremgangsmåde
- Ryst forsigtigt kryb mv. ud af hver hyldeblomstsskærm. Skyl evt. hvis ryst ikke er nok.
- Klip så meget som muligt af stilken.
- Kom 3 liter vand i en stor gryde og tilsæt rørsukker.
- Bring sukkervandet i let kog, så sukkeret er helt opløst.
- Imens skæres citroner i skiver.
- Når sukkeret er opløst, slukkes for varmen, og blomster samt citroner kommes op i.
- Rør lidt rundt, så blomsterne dækkes af vandet.
- Lad gryden køle af, inden den sættes i køleskabet med låg.
- Saften skal nu trække i ca. 3 dage på køl.
- Er saften for sød til din smag, kan du tilsætte citronsaft fra 1-2 citroner.
- Efter 3 dage sis saften gennem et vådt klæde, og kommes på flasker.
- Hyldeblomstsaften er nu klar til servering.
Velbekomme

Jeg er egentligt ikke særlig vild med titlen “blogger” – jeg er jo bare en foodie.
Jeg elsker mad, elsker at fordybe mig i processen og udvikle nye opskrifter.
Jeg nyder at smage nye retter, tage dem til mig, og udvikle dem til min egen.
Jeg håber du vil finde min blog inspirerende, og måske udvikle dine egne retter.
2 Comments